Seriebøger var utrolig populære i slutningen af 1950’erne og begyndelsen af 60’erne. Der var mange af slagsen både til piger og drenge. Blandt de mest populære var vel Puk-bøgerne til pigerne og Jan – og Flemming-bøgerne til drengene (omkring dem senere i en anden sammenhæng). Da jeg lige havde lært at læse, sådan nogenlunde, skulle jeg da også begynde på en seriebog. Jeg har vel  nok altid været lidt for mig selv, så min første seriebog skulle absolut ikke være de omtalte. En dag, jeg var med min mor til tandlæge i Fåborg, mente hun nok, at jeg havde fortjent en lille belønning i form af en bog. I boghandlen foreslog de da også med det samme Jan-bøgerne, men jeg rystede på hovedet. Jeg havde sat mig i hovedet, at det ikke skulle være dem. Så foreslog ekspedienten en hel ny serie om vikingedrengen Rolf, der boede på den lille ø, Bjørnø, ud for Fåborg. Vikingedreng! – det kunne i mine øre ikke lyde bedre. Så den den første i serien – “Rolf på Bjørnø” blev min første rigtige bog.
Da jeg kom hjem, skulle jeg da også med det samme begynde at læse i bogen, men jeg kom hurtigt til kort. Det gik lidt for langsomt, og løsningen på problemet blev da også, at mor overtog læsningen. Det var måske helt meningen med købet, der skulle stimulere min læselyst, men det var mere hyggeligt.

I den næste bog i serien bliver Bjørn og hans kammerat taget til fange af muslimske købmænd i Hedeby men undgår med nød og næppe at blive solgt som slaver. Men vi skal igennem flere bøger med mange farer og udfordringer, før de to atter sætter deres ben på Bjørnø.