En nogen besynderlig overskrift måske, for vi har ikke i familien haft nogen egentlig helte, som har kæmpet bravt for Danmarks ære på slagmarken og indlagt sig nogen form for hæder. Og så dog alligevel. De omtale fire personer blev alle, mod deres vilje, inddraget i de krige og stridigheder, som Danmark har været involveret i siden midten af 1800’tallet. Deltaget eller været vidne til store og skelsættende begivenheder i Danmarkshistorien. Det vil sige Treårskrigen mod Slesvig Holsten (1848-1851), 1. Verdenskrig (1914-1918) og til sidst 2. Verdenskrig (1939-1945).

Så her følger første af 4 fortællinger, nemlig den om Mads Clausen fra Strarup ved Gislev på Fyn og hans deltagelse i Treårskrigen 1848-1851.

Tryk på soldaten og læs historien om Mads.

Mads – soldat i 1848

Mads Clausen sammen med sin kone og to børnebørn udenfor huset i Strarup.

 

Da jeg for nogle år siden begyndte at dykke ned i min families historie på min fars side, fik jeg fra min kusine en æske med en mængde gamle fotografier og et af dem, kan I se her. Det er Mads Clausen og kone og to børnebørn. Men hvem var Mads Clausen, det vidste jeg ikke? Han hed jo ikke Johansen, som var min fars familienavn. Ved hjælp fra kirkebøger og folketællinger fandt jeg til sidst ud af, at det var Mads fra Strarup ved Gislev. Hvordan familieforholdet var, vil jeg ikke trætte jer med, for det er lidt indviklet, og det er ikke det, der er det væsentlige her, men det forhold at Mads deltog i Treårskrigen fra 1948 – 1951.

Kongeriget Danmark samt hertugdømmerne i 1848

Mads, som på dette tidspunkt var 28 år gammel, lå allerede inde som soldat, da krigen brød ud og havde på det tidspunkt været soldat i 3 år. Det var ikke noget morsomt liv for de menige soldater, de blev ofte af officererne betragtet som “dumme bondeknolde” og disciplinen var hård. Krigen, som jo egentlig var en borgerkrig, brød ud i marts 1848. Danmark bestod dengang af selve moderlandet samt hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg (Helstaten), og da revolutions- og frihedsfeberen rasede i mange af Europas lande efter revolutionen i Frankrig, fik den tyske befolkning i især Holsten også mod på at prøve at løsrive sig fra Danmark.

Hele problematikken omkring hertugdømmerne er meget rodet affære og svær at forstå og forklare. Den aldeles indviklede situation er måske bedst blevet karakteriseret af den engelske udenrigsminister Lord Palmerstone, der af dronning Victoria blev bedt om at forklare den slesvig-holstenske problematik. Ifølge overleveringen lød svaret, at der kun var 3 personer, der forstod problemet: den første var dronningens prinsegemal, Albert. Men han var død. Den anden var en tysk professor. Han var imidlertid blevet sindssyg. Endelig var der Lord Palmerstone selv. Men han havde glemt det!

Reservesoldater fra 1848 på marchen; maleri af Nicolai Habbes (1859)

Mads, samt hele 5. infanteristbrigade, befandt sig ved krigudbruddet ved Kolding, og satte sig nu i hurtig bevægelse mod Slesvig og Dannevirke. For infanteristerne vedkommende foregik marchen sydpå på fod. Mads var på dette tidspunkt allerede en garvet landsoldat. Af hans indrulleringspas kan vi nemlig se, at han 22 år gammel i 1843 blev indrulleret som soldat ved 5. infanteriregiment til en soldatertjeneste på hele 8 år!!
Sådan som maleriet viser, forgik marchen mod Slesvig så afgjort ikke. Hele maleriet emmer af den nationalromantiske “Ånden fra 48”, og vi får den for fuld styrke. Glade rød/hvide soldater, der vinker begejstret, for nu skal Tysken ha dada, selv om et par stykker af dem ikke ser ud til at være i rigtig kampform. En ung lyshåret pige tilbyder soldaterne mælk og måske også lidt stærkere drikke. To nysgerrige børn er også troppet op for at se de flotte soldater. Og i baggrunden – selvfølgelig en kæmpehøj – så bliver det ikke mere dansk! Ja, det er ren teater.

Det var så absolut ingen spøg at være i “Kongens Klær” i 1848. Disciplinen var hård og nådesløs, og man skulle ikke gøre meget opmærksomhed på sig selv, før hammeren faldt, og den faldt hårdt. Spark og slag hørte med til dagens orden.

Hvordan Mads oplevede krigen, ved jeg ikke noget om, ej heller hvilken rolle han spillede i de slag hans kompagni deltog i. Først slaget ved Mysunde, derefter slaget ved Slesvig, så ved Dybbøl og til sidst slaget ved Isted. Men det vigtigste af alt. Han overlevede krigen. Han skrev breve hjem til familien, hvoraf nogle blev gemt. Af de efterladte papirer er det lidt svært at danne sig et indtryk at hans tid som soldat. Der er permissionspapirer, et brev fra Lille Dannevirke til famile ved Rudme og et brev fra Finansministeriet angående medaljen, som Mads fik (eller selv bekostede).

Hjemkomsten

Det er nok ikke den hjemkomst Mads fik, da han vendte hjem til Strarup. Familien var selvfølgelig glad for, at han overlevede, men så fortsatte det slidsomme liv som husmand som før krigen. Han han levede et stille liv som husmand resten af sit liv. Nogen dans på roser har det absolut ikke været tale om, det vidner et lånepapir fra 1847 på og han måtte også i 1864 betale krigsskat på 90 rigsdaler.

Nogen tak for sin indsats som soldat fik han aldrig fra staten. Men i 1876 fik soldaterne fra Treårskrigen og krigen i 1864 dog mulighed for at erhverve sig en erindringsmedalje, men vel at mærke for egen regning! Det er den medalje som Mads stolt bærer på reversen på det lille foto.

Ved folketællingen i 1890, hvor han var 70 år gammel, boede han stadig i huset i Straup, nu opført som slægtning. Han døde 81 år gammel i 1901.

 

*

Ånden fra 48 og hvad der af fulgte

Efter intervention fra stormagterne England og Rusland, og efter at Prøjsen har trukket sig ud af krigen, slutter Treårskrigen i 1950. I hvad man i Danmark betragter som en sejr,er egentlig bare en våbenhvile – problemet med Slevsig-Holsten bliver ikke løst. Sejren eller rettere den uafgjorte kamp udløser i Danmark en sand rus af uovervindelighed på den danske hærs vegne. Den danske “Jens” fejres bl.a. ved Bissens statue af landsoldaten i Fredericia, og sange som “Den gang jeg drog afsted”.

Slaget ved Dybbøl, maleri af Jørgen Sonne. Som det kan ses, er de danske soldater i de noget upraktiske røde jakker og blå bukser. Men de er på vej ud og da de danske “Jenser” går i krig i 1864 er de i blå uniformer. (De af dem, der var så heldige).

Billedet af de danske “Jenser” der stormer frem og besejrer “tysken” er billedet af den danske selvforståelse efter fjentlighederne stoppede i 1850. Så da konflikten fortsætter med endnu en krig i 1864, tror landet, eller måske rettere sagt det toneangivende borgerskab i København, at de danske soldater med “ånden fra 48” i tornysteret kan besejre, denne gang Bismarks’ Prøjsen. Det kunne vi selvfølgelig ikke, virkeligheden går efterhånden op for befolkningen og tabet af Sønderjylland bliver et nationalt traume. Det afspejles tydeligt i datidens malerier. Borte er de lidt muntre “teatertableauer” og nu skildres soldaterlivet og krigen mere realistisk og og tonerne i malerierne bliver mere mørke og dystre.

 

Rasmus fra Rodskov

Til min barndoms litteratur hørte alle klassikerne – de gode “gamle” – Ivanhoe, Børnene i Nyskoven o.a., men også de lidt mere obskure som fx Rasmus fra Rodskov. En bog som nok for længst er glemt og hvad der måske heller ikke gør så meget.
Bogen er del af trilogien om bondedrengen Rasmus fra landsbyen Rodskov på Djursland. Han oplever og udlever til fulde “ånden fra 48”. Han er, som den raske og nationalt bevidste dreng, hovedpersonen og selvfølgelig helten i bøgerne, hvor han leger kispus med de prøjsiske besættelsesstyrker i egnen omkring Århus. Han bliver oven i købet på det nærmeste ansat som spion for den danske hær!
Det er nationalromantik så det basker. Skrevet af Niels K. Kristensen i 1911 for at minde den danske ungdom om ikke at  glemme, hvad der skete i 1864 og  anspore dem til at tage aktiv del i kampen for at få “det table land” tilbage.

Alt det tænkte jeg nu ikke over, da jeg med stor fornøjelse læste bøgerne i begyndelsen af 1960’erne. Fornøjelse var ikke så stor, da jeg for nylig genlæste dem. Der er en grund til, at de ikke læses mere. Vil du selv danne din egen mening om bøgerne, findes de tre: Rasmus fra Rodskov, Ramus og Spionen og Rasmus Spejder på Ereolen.