Annoncen i HIT
Omkring midten af 1964 var min bror og jeg begyndt at interesse os for den nye pigtrådsmusik, som vi hørte Jørgen Mylius præsentere i Efter Skoletid. Men han nævnte tit grupper, som vi ikke kendte, og som vi gerne ville vide noget mere om. Først da vi så en af de grupper, som Mylius havde spillet i radioen på forsiden af et blad i bladkiosken, besluttede vi med det samme, at det måtte vi ha’. Det var bladet Hit.
Sammen med de andre popblade kunne vi følge med i, hvad der skete på den hjemlige og udenlandske popscene. Bladene blev læst om og om igen og det var altid spændende, når vi hver uge skulle ned og købe det nye Hit.
I december-nummeret så vi annonce for en stor Beatlesplakat, som kunne købes i Hit House – OG – man kunne også få den tilsendt. Den måtte vi simpelthen ha’. Jeg tror nok, vi fik lidt økonomisk støtte fra vores mor, som altid støttede os, ligegyldigt hvor tossede vores projekter var. Plakaten kom og blev straks sat op på væggen på vores værelse og der hang den de næste par år, og fik efterhånden følgeskab af alle de andre billeder af danske- og især engelske pigtrådsgrupper.
Min bror har altid været lidt mere fremme på beatet end jeg, og selvfølgelig skulle han også være langhåret som idolerne. Han lod håret gro og mente så på et tidspunkt, at nu var han lige så langhåret som The Beatles. Det måtte jeg selvfølgelig ta’ et billede af.
Ser vi på fotoet med nutidens øjne, så var han jo egentlig ikke særlig langhåret.
MEN DENGANG! Så var man langhåret, når bare håret lige nåede ud over ørerne. For unge må det være vanskeligt i dag at forestille sig, hvilket fuore det skabte, da Beatles satte verden på den anden ende med deres “lange” hår.
På et tidspunkt blev vi for “store” til at ha’ Beatles hængende over sengen. Plakaten blev taget ned og gemt væk. Da vi så for en del år siden, efter vores forældres død, skulle ha’ tømt huset, dukkede den gamle Beatlesplakat pludselig op fra gemmerne. Vi havde ikke set den siden 1966, men mor måtte ha’ gemt den.
Jeg fik lov til at få den med hjem, men hvad gør man med en stor Beatlesplakat? Så det endte med, at jeg pakkede den godt ind og lagde den op på loftet. Så går nogle år og en dag, da jeg er på loftet for at hente vores kufferter, falder mit blik pludselig på den gamle plakat. Jeg kunne måske sætte den op på mit kontor? Det ville da være lidt smart. Jeg tog den i hvert fald med ned. Det viste sig dog, at plakaten var alt for stor til mit lille kontor, så den måtte så på loftet igen. Ærgerligt! Men da jeg skulle til at lægge den på loftet igen, sagde min søde kone:”Vi kunne da ramme den ind, og hænge den op for enden af gangen. Jeg tror, det kunne komme til at se godt ud”. Den havde jeg ikke lige set komme. Jeg havde ikke i min vildeste fantasi troet, at hun ville ha’ sådan noget hængende.
Nu hænger plakaten i gangen, og den bliver ofte beundret – tænk en Beatlesplakat fra 1964. Nogle spørger endda (lidt naivt) om autograferne er ægte. Desværre, nej – så var den nok solgt for længst.
