På søndag skal vi til høstgudstjeneste i Kædeby Kapel, for høsten har nu været i hus et stykke tid.
I min tidlige barndom oplevede min bror og jeg høsten på mine bedsteforældres gård i Trunderup på Fyn. Som jeg har skrevet i mine julekalendre, så var driften af gården virkelig gammeldags. Alt foregik næsten, som det havde gjort i århundreder – med rigtige hestekræfter. Før kornet kunne høstes gik farfar ind på kornmarken og “slog for”. Det vil sige, at han høstede et hjørne af marken med le, så selvbinderen kunne komme til. Selvbinderen blev kørt af fars bror Rasmus med tre heste foran. På afstand kunne vi se, hvordan kniven foran på selvbinderen skar kornstråene over, som derefter blev transporteret ind i selve selvbinderen via noget roterende sejldug. Hvad der derefter skete, var lidt af et mysterium for os, men resultatet kunne vi i hvert fald se. Stråene blev samlet i neg, bundet og smidt ud på jorden. Så gik karlen Ole og satte negene i “hæs” (se billedet), så de kunne tørre. Farfar håbede nu bare, at det ville holde tørvejr det næste stykke tid, så kornet kunne blive kørt tørt hjem i laden.
Når kornet skulle køres hjem, ville vi selvfølgelig gerne være med. Det var rigtig spændende at sidde højt oppe på kornlæsset, når Ole kørte vognen med de to heste foran hen ad den meget ujævne markvej hjem til gården.
Så et år skete der noget, som virkelig har sat sig i min brors hukommelse. Jeg gik (desværre) hjemme på gården, da jeg pludselig så min bror komme løbende og fægtede vildt med armene:” Vi væltede – vi væltede! Og så fortalte han hæsblæsende, hvordan vognen pludselig lige så stille var væltet om på siden og han var gledet ned af kornlæsset. Han var helt ophidset.
Var du ikke bange? Spurgte jeg. “Nej! Det var bare skide skægt”.
Jeg var lidt ærgerlig, for det ville jeg jo også gerne ha’ oplevet.
Men ellers var udviklingen ved at løbe fra heste og selvbinder. Mejetærskerne var lige så stille ved at vinde indpas i det danske landbrug.
Billed Bladet bragte i 1955 følgende artikel om, hvordan høstarbejdet var ved at ændre karakter. Se her.
Se flere billeder her.