En nogen besynderlig overskrift måske, for vi har ikke i familien haft nogle egentlige helte, som har kæmpet bravt for Danmarks ære på slagmarken og indlagt sig nogen form for hæder. Og så dog alligevel. De omtale fire personer blev alle, mod deres vilje, inddraget i de krige og stridigheder, som Danmark har været involveret i siden midten af 1800’tallet. Deltaget eller været vidne til store og skelsættende begivenheder i Danmarkshistorien. Fra Treårskrigen mod Slesvig Holsten (1848-1851) til 1. Verdenskrig (1914-1918) og til sidst 2. Verdenskrig (1939-1945). Dette er ikke starten på en længere detaljeret familiekrønike eller en større historieskrivning, så jeg har prøvet at holde omfanget, efter min mening, på et rimeligt niveau. Så her følger den første af 4 fortællinger, nemlig den om Mads Clausen fra Strarup ved Gislev på Fyn og hans deltagelse i Treårskrigen 1848-1851. (Mange af billederne kan vises i stor størrelse ved at klikke på dem).

Med Mads i krig

Mads er i fuld udrustning sammen med sit kompagni på vej sydpå, efter de i morges forlod forlægningen i Kolding. Udrustningen på 60 kg tynger godt og det begynder allerede at smerte i skulder og ryg og det gør det ikke lettere, at marchen foregår i det værste tøsjap. Foråret lader vente på sig i år. Han har prøvet det her mange gange før i de 3 år, han har været indkaldt som soldat i 5. infanteribrigade, og senere ved adskillige efterårsmanøvrer. Selv om han er en stærk mand på 28, der var vant til at tage godt fat hjemme på faderens husmandssted, er det her hårdt. Ordren, de fik i morges, lød på ilmarch sydpå, så han forventer, at de skal marchere omkring 30 km, inden de får lov til at holde hvil engang i aften. Det er ikke bare hans kompagni, der er på vej, men hele regimentet, der er beordret afsted.

Som han marcherer her, går tankerne til dem derhjemme. Selv om han først for nylig er blevet genindkaldt, er det svært at være borte fra familien og livet er hårdt og brutalt i hæren. Der bliver råbt og skældt ud hele dagen og af og til vanker der ligefrem prygl. Han har ikke vænnet sig til det, men lært at holde lav profil og ikke stikke næsen for langt frem – bare gøre, hvad der bliver befalet og så hurtigt som muligt.

Normalt får de ikke meget at vide om, hvor de skal hen eller hvorfor, men her til morgen, da de stod på eksercerpladsen, fik de for en gang skyld noget at vide. Der var udbrudt alvorlige optøjer i Slesvig. Han har hørt om al den ballade med Slesvig og Holsten, men han forstår ikke helt, hvad det drejer sig om. Men så meget forstår han, at det denne gang ikke bare er en øvelse, de skal ud på. Det her er alvor. Han skal i krig.

Mads Clausen fra Straup

Da jeg for nogle år siden begyndte at dykke ned i min families historie på min fars side, fik jeg fra min kusine en æske med en mængde gamle fotografier og et af dem, kan I se her. Det er en gammel mand i sit stiveste puds og med medaljer på jakken og ved hans side hans kone og sikkert to børnebørn. En fotograf må en dag være kommet forbi det lille husmandsted og de beboere, som var hjemme, fik muligheden for at blive fotograferet. At blive fotograferet var absolut ikke hverdagskost. Men hvem var manden på billede? Det vidste jeg ikke. Ved hjælp fra kirkebøger og folketællinger fandt jeg til sidst ud af, at det var Mads Clausen fra Strarup.
Hvorfor han hed Clausen og ikke Johansen, som er min fars familienavn, er en længere og noget indviklet historie, som jeg ikke vil trætte jer med, for det væsentlige er her, at Mads deltog i Treårskrigen 1848-1851.

Mads blev født den 19. september 1820. Forældrene  Claus Hansen og Anna Olsdatter havde en lille gård på Straup Mark lidt uden for Gislev på Fyn. Han blev hjemmedøbt den 26. september, hvad der ikke var så ualmindelig på den tid og først fremstillet i Gislev Kirke den 19. november. Som 15 årig blev han konfirmeret og kom derefter ud at tjene.

Han fik sit indrulleringspas til militæret i 1842, men skulle først stille i 1843 til 8 års militærtjeneste, dog kun de første 3 år som egentlig indkaldt. Resten af de 8 år skulle han foruden årlige manøvrer stå i reserven. Han blev nr. 108 i 5. Infanteri Bataillon. I 1848 blev han så genindkaldt og i 1850 var han stadig indrulleret, for ved folketællingen det år, står han opført som tjenestekarl i krigstjeneste.

Frederik Vermehren (1823-1910), Reservesoldatens afsked med sin familie, 1849

Hele problematikken omkring hertugdømmerne er meget rodet affære og svær at forstå og forklare, så den aldeles indviklede situation er måske bedst blevet karakteriseret af den engelske udenrigsminister Lord Palmerstone, der af dronning Victoria blev bedt om at forklare den slesvig-holstenske problematik. Ifølge overleveringen lød svaret, at der kun var 3 personer, der forstod problemet: den første var dronningens prinsegemal, Albert. Men han var død. Den anden var en tysk professor. Han var imidlertid blevet sindssyg. Endelig var der Lord Palmerstone selv. Men han havde glemt det!

Reservesoldater fra 1848 på marchen; maleri af Nicolai Habbe (1827-1889)

Mads, samt hele 5. infanteristbrigade, befandt sig ved krigsudbruddet ved Kolding, og sætter sig nu i hurtig bevægelse mod Slesvig og Dannevirke. For infanteristerne vedkommende foregik marchen sydpå til fods. Sådan som maleriet viser, forgik marchen mod Slesvig så afgjort ikke. Hele maleriet emmer af den nationalromantiske “Ånden fra 48”, og vi får den for fuld styrke. Glade rød/hvide soldater, der vinker begejstret, for nu skal “Tysken ha’ dada”, selv om et par stykker af dem ikke ser ud til at være i rigtig kampform.

En ung lyshåret pige tilbyder soldaterne mælk og måske også lidt stærkere drikke. To nysgerrige børn er også troppet op for at se de flotte soldater. Og i baggrunden – selvfølgelig en kæmpehøj – så bliver det ikke mere dansk! Ja, det er ren teater.

Det var så absolut ingen spøg at være i “Kongens Klær'” i 1848. Disciplinen var hård og nådesløs, og de menige soldater blev af officererne betragtet som “dumme bondeknolde”, man skulle ikke gøre meget opmærksom på sig selv, før hammeren faldt, og den faldt hårdt. Spark og slag hørte med til dagens orden.

Hvordan Mads oplevede krigen, ved jeg ikke noget om, ej heller hvilken rolle han spillede i de slag hans kompagni deltog i. Men netop hans batalion var med i de hårde kampe – først i slaget ved Slesvig og til sidst det afgørende slag ved Isted.

Episode fra slaget ved Slesvig d. 23. april 1848

Jørgen V. Sonne (1801-1890), Morgenen efter slaget ved Isted den 25. juli 1850, 1876

Brev til dem derhjemme

Soldaterne havde under hele krigen mulighed for at skrive hjem til familien. Brevet skulle foldes på en helt bestemt måde og blev derefter  sendt uden brug af konvolut. Ud fra de efterladte papirer er det lidt svært at danne sig et indtryk af hans tid som soldat. Et enkelt brev fra Lille Dannevirke er blevet gemt, ligeledes er et par permissionspas. (han fik altså orlov i løbet af krigen).

Men det vigtigste af alt. Han overlevede krigen.

Hjemkomsten

Det var nok ikke helt den hjemkomst Mads fik, da han vendte hjem til Straup. Men selvfølgelig var soldaterne, der kom hjem fra krigen i 1848 helte. Hvorimod soldaterne, der kom hjem fra nederlaget i 1864 nærmest måtte luske sig ubemærket hjem. Hvad Mads havde oplevet af forfærdelig ting under krigen, ved jeg selvfølgelig ikke, men han har givetvis oplevet rædselsfulde ting, der satte sine ar i sindet. I dag vil vi kalde det post traumatisk stress, men Mads måtte selv klare sine eventuelle psykiske problemer, og mon familien helt forstod, hvad han havde været igennem. Familien var selvfølgelig glade for, at han havde overlevet, og var uden fysiske mén som så mange andre, men for Mads var militærtjenesten endnu ikke helt færdig. Af et papir fremgår det, at han igen var indrullet i 1851. Derefter fortsatte han så det slidsomme liv som før krigen. I de efterladte papirer kan ses, at han i 1864 måtte betale en krigsskat på 90 rigsdaler.

Han blev gift med Anne Jørgensdatter og overtog forældrenes husmandssted. Ved folketællingen i 1860 var faderen død og  ud over Mads og Anne bestod husstanden af hans mor og en plejesøn.

Ved folketællingen i 1890, hvor han var 70 år gammel, boede han stadig i huset i Strarup, som plejesønnen nu havde overtaget. Året før han dør, var han ved folketællingen opført som slægtning (med formue!), så helt uden midler var han ikke på sine gamle dage. Han døde som aftægtshusmand den 14. juli 1902 – 81 år gammel, og blev begravet på Gislev kirkegård.

Blandt fotografierne fra familien var dette fra Dybbøl Mølle. Ingen dato og ingen navne. Men vi kan da godt fantasere lidt, så det kunne måske være Mads og familie, som skulle se, hvor han kæmpede i 1848.

Ånden fra -48 og hvad deraf fulgte

Efter sejren, eller rettere den uafgjorte kamp, rammes Danmark af en sand rus af uovervindelighed på den danske hærs vegne. Den danske “Jens” fejres bl.a. ved Bissens statue af landsoldaten i Fredericia, og sange som “Dengang jeg drog afsted”.

Slaget ved Dybbøl, Jørgen Sonne. Som det kan ses er de danske soldater i de noget upraktiske røde jakker og blå bukser. Men de er på vej ud og da de danske Jenser går i krig i 1864 er de i blå uniformer. (de af dem, der er heldige!)

Jo, på maleriet stormer de danske Jenser frem og besejrer holstenerne. Danmark vinder krigen (dog kun fordi Prøjsen trækker sig ud), men det glemmer man hurtigt. Så da konflikten fortsætter med endnu en krig i 1864, tror landet, eller måske rettere sagt det toneangivende borgerskab i København, at de danske soldater med “ånden fra 48” i bagagen kan besejre denne gang Bismarks Prøjsen. Det kunne vi selvfølgelig ikke, virkeligheden går efterhånden op for befolkningen – men for sent og tabet af Sønderjylland bliver et nationalt traume.

Opfattelsen af de to krige afspejledes i datidens malerier. Fra Sonnes farverige tableau til Niels Simonsens litografi af soldaterne, der trækker kanonen under tilbagetoget fra Dannevirke. Soldaterlivet og krigen skildres nu mere realistisk og og tonerne i malerierne bliver derfor mere mørke og dystre. Men stadig meget heroiske! Krigen i 1864 bliver også den første krig, hvor Danmark deltager, hvor det bliver muligt at bruge den nye opfindelse – fotografiapparatet. Dog ikke selve krigshandlingerne, da fotografiapparaterne dengang måtte bruge en meget lang lukketid, så det kun var muligt at tage billeder af mennesker og genstande, der ikke bevægede sig.

Niels Simonsens ikoniske maleri af tilbagetoget fra Dannevirke

Maleri af Jørgen Sonne

Rasmus fra Rodskov

Til min barndoms litteratur hørte alle klassikerne – de gode “gamle” – Ivanhoe, Børnene i Nyskoven o.a., men også de lidt mere obskure som fx Rasmus fra Rodskov. En bog som nok for længst er glemt og hvad der måske heller ikke gør så meget. Bogen er del af trilogien om bondedrengen Rasmus fra landsbyen Rodskov på Djursland. Han oplever og udlever til fulde “ånden fra 48”. Han er, som den raske og nationalt bevidste dreng, hovedpersonen og selvfølgelig helten i bøgerne, hvor han leger kispus med de prøjsiske besættelsesstyrker i egnen omkring Århus. Han bliver oven i købet på det nærmeste ansat som spion for den danske hær! Det er nationalromantik så det basker. Skrevet af Niels K. Kristensen i 1911 for at minde den danske ungdom om ikke at glemme, hvad der skete i 1864 og anspore dem til at tage aktiv del i kampen for at få “det tabte land” tilbage. Alt det tænkte jeg nu ikke over, da jeg med stor fornøjelse læste bøgerne i begyndelsen af 1960’erne. Fornøjelse var ikke så stor, da jeg for nylig genlæste dem. Der er en grund til, at de ikke læses mere. Vil du selv danne din egen mening om bøgerne, findes de tre: Rasmus fra Rodskov, Ramus og Spionen og Rasmus Spejder på Bibliotekernes “E-reolen”.

Efterskrift

Klik på det gamle kort så kan du finde Sandager/Strarup på Fyn, hvor Mads boede. Hele området Ringe-Ryslinge-Gislev-Trunderup og Kværndrup er “Johansen-land”, hvor min fars famile levede fra begyndelsen af 1800-tallet til midten af 1970‘erne.

Min far blev født i 1916 i Trunderup ikke så langt fra Starup. Hans bedsteforældre var da gået på en slags aftægt. Familen havde stadig medlemmer, der boede i Strarup. Så når vi i min barndom besøgte mine bedsteforældre i Trunderup, dukkede vendingen “ovre i Strarup” op igen og igen.

*

Næste fortælling bliver om Hennis morfar, Bende Elias Laustens, der som dansksindet sønderjyde måtte deltage i 1. Verdenskrig på tysk side.