Jeg ville have forsvoret, at jeg nogensinde ville anbefale en bog, der handler om fodbold. Men nu gør jeg så det alligevel. Det drejer sig om Hans Mortensens bog “Sommeren 1960”, som efter min mening er en lille perle. Bogen handler kort fortalt om det danske fodboldlandsholds – op og nedture før og under De Olympiske Lege i Rom i 1960. Det er en spændende historie, hvor det lykkes Hans Mortensen at sætte historien om landsholdet ind i datidens konteks. Og netop tiden er bogens nøgleord – at følge med tiden og ikke stå stille. Det danske samfund havde allerede så småt taget hul på det, der senere skulle blive “de glade tressere”. Der var opbrud i mange ting, men én institution fulgte, i Hans Mortensen optik, slet ikke med tiden – nemlig DBU og med dem det danske fodboldlandshold, som helt ud i det groteske skulle efterleve DBU’s håndhævelse af amatørbegrebet.
Læs bogen! Den findes både som e-bog og lydbog på E-reolen – se evt. Informations anmeldelse af bogen her.
Henning Enoksen scorer i semifinalekampen mod Danmark ved de Oplympiske Lege i Rom 1960. Danmark vandt 2-0, men tabte finalen mod Jugoslavien og fik defor “kun” sølv.
Hvis du har lyst at læse om mit forhold til fodbold i min barndom, kan du fortsætte her.
VARDE 1960
I 1960 var jeg 10 år gammel og det var de første Olympiske Lege, som jeg for alvor forstod. Jeg oplevede samtidig den eufori, der skabtes, når de danske atleter vandt medaljer. Jeg var, som alle mine klassekammerater, interesseret i fodbold – alt andet ville næsten være utænkeligt. Vi kunne i skolen få lang tid til at gå med at diskutere, hvem der spillede bedst. Var det Henning Enoksen, Tommy Troelsen, John Danielsen, Henry From eller den nye stjerne, Harald Nielsen fra Frederikshavn? Vi samlede på et tidspunkt også papfigurer af landsholdsspillerne, som vi kunne klippe ud fra bagsiden af Foska-pakker. Jeg så ikke landskampene i fjersynet af det simple grund, at vi ikke havde et sådant apparat, men op til OL i Rom var der mange, der investerede i et fjernsyn. Jeg fulgte ivrigt med, når landskampene blev transmitteret i radioen. Jeg lå bogstaveligt talt med hovedet inde i højttaleren, når Gunnar “Nu” Hansen begyndte at kommentere kampen. Jeg havde aldrig været i København og derfor heller ikke set Idrætsparken og vidste selvfølgelig ikke, hvordan langsiden ud mod hockeybanen så ud, men jeg havde så afgjort et indre billede af, hvordan det hele så ud. Inden kampen gik i gang, spillede Stævnets orkester under ledelse af Åkerwall og stemningen var sat. Og så begyndte kampen. Jeg kunne levende se for mig, hvad der foregik på banen.
“John Danielsen spiller bolden op af banen … Tommy Troelsen får den , dribler og … spiller den godt indover til Henning Enoksen, der tackles ….. kommer op igen, får bolden …. spiller Harald Nielsen .. og der er mål!!
1960 var også året, hvor vi flyttede ind i et nybygget hus på grunden af en gammel kolonihave i udkanten af Varde. Det var så langt ude, at der på den anden side af huset stadig var marker med græssende køer og på den nærmeste sidevej lå kun enkelte spredte nyopførte huse med en masse tomme grunde imellem. Når nu man gerne vil spille fodbold og kun har vejen til rådighed, hvad gør man så?
Min bror i flot redning foran det gamle haveskur. Vores fodboldbane lå ved siden af huset baggrunden.
Vi var vel 6-7 drenge, der resolut fik fat i nogle havesakse og så gik vi ellers igang med at klippe græsset og ukrudtet på en af de tomme grunde. Det tog vel et par dage og så havde vi en fodboldbane og jeg tror, en af fædrene tømrede et par mål sammen til os. Og så blev der spillet fodbold og der gik ikke langt tid, før alt græsset var væk. Vi havde ikke spurgt ejeren af grunden, om vi måtte spille fodbold der, så vi var altid lidt nervøse, når han kørte forbi ude på vejen; men han sagde nu aldrig noget. Efter et par år var det dog slut med vores fodboldbane og alle de ledige grunde var fyldt med nyopførte huse. Byggeboomet i 60’ern var sat ind. Jeg var på ingen måde den store fodboldspiller, men der var nogle år, hvor jeg fik sparket meget til en bold både på vores bane og hjemme på græsplænen. Vi havde stadig det gamle kolonihaveskur stående og det virkede udmærket som mål – ruderne var forlængst gået. Når vi spillede fodbold i skolen, skulle jeg som regel stå på mål og jeg er ikke sikker på, om det helt gik op for mig, at det var den plads på banen, hvor jeg kunne gøre mindst skade.
Det var altså ikke mig, men min bror, der blev familiens store fodboldspiller. Han begyndte at spille i klub – i VG (Varde Gymnastikforening). I Varde var der i 60’erne to fodboldklubber – VG og VB (Varde Boldklub), så hvilken klub skulle man så vælge? For min bror var valget let. Vi boede i den nordre ende af byen og det var nærmest utænkeligt, at han ville spille i VB. Og hvorfor nu det? VG var den gamle klub, der som navnet indikerer, begyndte som en ren gymnastikforening. Med årene udvidedes klubben med andre idrætsaktiviteter og altså også fodbold. VG blev borgerskabets klub med de værdier, som det indebar. Da stålværket i Varde i begyndelsen af 1900-tallet ekspanderede dannede de mange arbejderne deres egen fodboldklub -VB. Mange af stålværkets arbejdere boede i Søndre Varde, på den sydlige side af Varde å og det prægede hele bydelen. Åen satte et skel i Varde. Med årene blev der dog løst lidt op for denne splittelse, men i begyndelsen af 60’erne var det på det nærmeste utænkeligt, at en dreng fra vores ende af byen ville spille i VB. I vores optik var de drenge, der spillede i VB nogle værre rødder, og drenge vi ikke havde det fjerneste med at gøre og heller ikke ønskede det. Paradoksalt nok boede der adskillige stålværksarbejdere i vores nabolag. Men det var jo i tresserne, hvor selv arbejderne kunne få deres drøm om eget hus opfyldt. I dag er de to klubber dog fusioneret.
Min bror blev en rigtig god fodboldspiller og var i 1964 med til at opnå en tredieplads ved de jydske mesterskaber for drenge.
VG’s drengehold der fik en tredieplads ved Jyllandsmesterskabet i 1964. Det er min bror i forreste række til højre.
Min bror til Lyngby og til TV-optagelse med Harald Nielsen
Som et lille kuriosum kan jeg fortælle, at han i 1963 var med fodboldklubben på et ugelangt venskabsbesøg hos Lyngby Fodboldklub. I den forbindelse skulle de sammen med drenge fra Lyngby deltage i optagelserne til Harald Nielsens fodboldskole, som senere skulle sendes i TV. Min bror var med til selve optagelserne, men ikke en af de spillere, der deltog i udsendelsen. Udvælgelsen til udsendelsen foregik for VG-drenges vedkommende ved en straffesparkskonkurrence, og der var han ikke god nok. Så han var ikke med, da udsendelse blev sendt i efterårsferien.
Drenge fra henholdsvis VG og Lyngby Boldklub i en pause under TV-optagelserne til Harald Nielsens “Fodboldskole”. Det er min bror, der smilende står lidt til venstre for midten.
Foto fra TV-udsendelsen “Harald Nielsens Fodboldskole” Det er drenge fra henholdsvis Lyngby Boldklub og VG der lytter interesseret.
Jeg tabte efterhånden, af indlysende grunde, interessen for fodbold, det blev i stedet musikken, der blev min helt store passion.