Efter sommerferien 1964 kom jeg i 2. real og kunne nu vælge latin som valgfag. Det var jo primært for de elever, der skulle videre i gymnasiet på den sproglige linie. Hvorfor jeg så valgte at deltage, står hen i det uvisse, undervisningen foregik endda efter normal skoletid. Jeg havde hverken evner, lyst eller koncentration til at komme i gymnasiet – det var simpelthen ikke en mulighed. Så hvad ville jeg dog med et sprog, som ikke længere taltes – der var sådan set andre fag, jeg burde koncentrere mig mere om.
Jeg startede oplagt til den første time og fik at vide, at jeg og de andre elever måtte til boghandleren og købe Mikkelsens lille Latinske Læsebog.
Så kunne vi komme i gang. Den første tid gik fint – små nemme sætninger. Det her latin var jo pærenemt. Først en lille latinsk tekst som skulle oversættes og den tilhørende grammatik læres, dette blev så efterprøvet med tilsvarende danske tekster. Tekster som rent indholdsmæssigt absolut ikke gav mening. En lille prøve fra den første side i bogen:
1. Præsens indikativ af sum. Syntaks 1-4, 7, 9-10 Italia terra est. Sardinia insula est. Scriba sum. Poëta es. Nauta non sum. Agricola non es. Scriba, non poëta sum. Ubi es? Adsum. Ubi est nauta? Non adest, abest. Ubi estis? Hic sumus. Ubi sunt nauta et agricola? Non adsunt, absunt.
Korsika (Corsica) er en ø. Jeg er digter. Du er ikke skriver. Hvor er landmanden? Han er ikke til stede. Hvor er I? Vi er til stede. Hvor er skriveren og digteren? De er fraværende.
Vores lærer, Hr. Finderup, var en lille, ældre herre (syntes vi dengang), der stort set ikke underviste i andet end latin. Jeg kan stadig se ham for mig, når han kom ind i klassen i sin lange lidt slidte frakke, lidt bagoverbøjet bærende sin tynde taske, som han med sin “visne” arm smækkede op på katederet. Så kiggede han ud over os, og der blev øjeblikkelig ro. Han var en meget distræt herre og kom aldrig til at kende os rigtigt. Han vidste heller ikke altid, hvor langt vi var nået i teksten. Så det skete ofte, han begyndte en time med at overhøre en lektie, vi lige havde haft, og så var dagen reddet for mit vedkommende.
Lærer Finderup; i baggrunden Skt. Jacobi Skole i Varde. Det var oppe under taget i den gamle bygning, vi havde latin.
Jeg begyndte hurtigt at sløje af på det. Det her latin var måske ikke lige noget for mig. Al den grammatik med alle de bøjninger – akkusativ – ablativ…. Det hele begyndte efterhånden at køre helt rundt i hovedet på mig. Helt slemt blev det, da vi begyndte med de lidt længere tekster om De puniske krige – dem mellem Rom og Karthago. Lange sætninger hvor ordene tit skulle byttes helt rundt for at det gav mening.
Hen på efteråret var vi kommet så langt, at vi skulle til at sende Hannibal via Gallien over Alperne med sine soldater og krigselefanter (nu er det lige før, vi ser lektor Blomme for os!). Kom Hannibal fra Gallia transalpina eller Gallia cisalpina? Jeg kunne aldrig huske det – Det var hård kost.
En noget “kulørt” udgave af Hannibals overgang over Alperne.
Men så lysnede det lidt. Jeg var blevet kammerat med Mogens, der var langt dygtigere end jeg, og vi var begyndt at snakke en del sammen, for vi delte den samme begejstring for den nye beatmusik.
Så det hændte tit, at jeg tyede til ham for hjælp, og vi sad ofte på hans værelse, hvor han prøvede at forklare mig de forskellige bøjningsformer og hjælpe med oversættelserne. Som regel havde vi grammofonen kørende samtidig. Det var mest hans Beatles-singler vi hørte, men så en dag skulle jeg høre noget helt andet, mente han. Hans storesøster havde lige købt den nye single med The Rolling Stones – Little Red Rooster og med Off The Hook på bagsiden. Jeg kendte godt gruppen lidt – der var noget tiltrækkende ved deres rå lyd, men Mogens og jeg var dog enige om, at Beatles nu var de bedste. Han satte pladen på grammofonen.
Brian Jones spiller slide-guitar. Dog et par år efter udgivelsen af “Little Red Rooster”.
“I’m the little red rooster
Too lazy to crow for day,
I’m the little red rooster
Too lazy to crow for day
Keep everything in the farm yard upset in every way”
Men der var en underlig lyd på pladen – en lyd hverken Mogens eller jeg havde hørt før. En underlig metallisk lidt hvinende lyd. Hvad var det for et instrument? Vi blev dog enige om, at det nok var en guitar, men hvordan kunne den lyde sådan? Vi vidste det simpelthen ikke. Vi glemte alt om latinen og hørte Little Red Rooster igen og igen den eftermiddag. Noget senere fandt jeg dog ud af, hvad der frembragte den inciterende lyd. Det var Brian Jones, der spillede slide-guitar, og han havde allerede brugt teknikken ved deres gennembrudsplade “I Wanna Be Your Man”, som netop derfor lyder noget mudret.
Man spiller slide-guitar ved at sætte et lille metalrør på en finger og lade den glide op og ned ad strengene. Men hvor skulle vi dog vide det fra? Det var en spilleteknik, der var meget brugt af de amerikanske bluesmusikere og i dette tilfælde Howlin’ Wolf. Derfor også en teknik som Brian Jones havde lært sig. Han var nok den eneste musiker i det store Beat-Boom i 1964/65, som virkelig kunne mestre slide-teknikken. Selv om The Rolling Stones på det her tidspunkt i deres karriere, stor set kun spillede lidt blege kopier af den amerikanske blues, så har de første singler og LP’er stadig noget over sig, som jeg godt kan li’, især Little Red Rooster – men det er nok bare nostalgi.
Men hvordan gik det så med latinen?
Ikke godt – det gik ned ad bakke, jeg var absolut mere til The Rolling Stones end latin. Jeg havde forberedt mine forældre på, at jeg stoppede til jul, når vi fik karakterbog. Det var de nu ikke helt med på, for som de sagde, har du sagt A må du også sige B, du fuldfører, hvad du har begyndt på! Vi aftalte dog, at hvis det så helt tåbeligt ud til jul, måtte jeg stoppe. Det var en aftale, jeg nemt kunne indgå, for jeg kendte jo resultatet i forvejen. Stor var min overraskelse derfor, da jeg til jul åbnede karakterbogen og der ud for latin stod: mgx. En karakter over middel. Det kunne bare ikke passe. Det måtte være en fejl. Nu var det jo bare sådan den gang, at man ikke bare lige gik op til en lærer, og da slet ikke hr. Finderup, for at fortælle, at han havde lavet en fejl. Han var ikke lige typen, man diskuterede med. Så jeg sagde ingenting, men det fik dog den konsekvens, at jeg måtte fortsætte latinundervisningen – det gik jo rigtigt fint, mente mine forældre. Og det havde jeg svært ved at argumentere imod, selv om jeg inderst inde vidste, at det var en fejl. Så jeg fortsatte mine lidelser skoleåret ud, og var da også helt på det rene med, at jeg ville dumpe til latineksamenen. Pensum bestod i oversættelse af nogle latinsk tekster samt noget grammatik. Det sidste vidste jeg var håbløst, så hvis jeg ikke skulle falde helt igennem, måtte jeg satse på oversættelserne. Hvad gør man, hvis man ikke kender betydningen de enkelte ord i teksten? Man lærer dem udenad. Jeg købte simpelthen en oversættelse. For hver lille tekststykke lærte jeg betydningen af de første par ord – resten lærte jeg simpelthen udenad.
Hvordan lærte jeg teksterne udenad?
Jeg havde hørt, at hvis man indtalte tekster på bånd og derefter lyttede til dem lige før man faldt i søvn, kunne man huske dem bedre. Det var da et forsøg værd, så jeg indtalte alle de oversatte tekster på min Grundig TK-14 båndoptager, og lod så båndet kører lige før jeg faldt i søvn. Om det var det, der gjorde det, ved jeg ikke – men jeg fik lært teksterne udenad.
Ved det grønne bord
Taktikken lykkedes – ved det grønne bord blev der slået op på en tekst i Mikkelsens Latinbog og jeg blev bedt om at oversætte den pågældende tekst. Jeg ransagede min hukommelse – fandt betydningen af de første ord, genkendte teksten og så gik det bare derud af, mens jeg håbede, det var den rigtige tekst, jeg oversatte. Det var det til mit store held. Anden del af eksaminationen bestod i grammatik med bøjning af forskellige ord. Jeg var mundlam, jeg kan ikke huske, om jeg overhovedet sagde noget fornuftigt. De prøvede til sidst at få mig til at bøje “amo”, som vist var noget af det første og nemmeste, vi havde lært. Men jeg sagde ikke mere og da jeg forlod lokalet var jeg noget rødkindet, for det var jo alt andet lige lidt flovt. Jeg var parat til bare at gå hjem med det samme, for jeg kendte jo resultatet – jeg var dumpet. Men der gik ikke lang tid, så åbnede Hr. Findeup døren. Om han var vred ved jeg ikke, men han så sådan ud. Jeg ventede på dommen.
‘“Du burde være dumpet, sagde han arrigt, “men censor mente dog, at på grund af din gode oversættelse, vil vi lade dig bestå eksamen – men, med den absolut laveste karakter”. Så vendte han sig om og smækkede døren i.
Så jeg kan dog på mit CV skrive – har bestået den lille latinprøve!