Den første bog min far læste højt for min bror og mig, var Peder Most, skrevet af Walter Christmas.

Fortællingen begynder i Svendborg engang i begyndelsen af 1900-tallet. Peder Most, hvis far er død, og hvis mor Madam Most tjener som kokkepige hos toldkontrollør Klenow, ligger ude på fjorden i en lille, tjæret skibsjolle sammen med sin ven, toldkontrollørens søn, Frits. Det er to meget forskellige drenge. Peder beskrives på bogens første side på denne måde:

Peder Most havde det, som mangen fint paaklædt Dreng kunde misunde ham: Sundhed og Kraft og et uforanderligt godt Humør, der lyste ud af hans skikkelige blaa Øjne, lagde sig som et bredt, godmodigt Smil om den store, røde Mund og blottede to Rækker stærke Tænder, helt Mælkehvide af at bide i det grove Rugbrød […]

Om Frits hedder det, at han
„var mindre og spinkel. Hans Haar var brunt og krøllet og Øjnene mørke; en køn, livlig Dreng, klædt i lysegraat Sommertøj og med Straahat paa Hovedet”. Dette i modsætning til Peders „blaastribede Bomuldsskjorte”, der var „baade gammel og stoppet” og „de tykke graamelerede Hvergangsbukser” med „en Lap af højst forskellig Farve paa hvert Knæ”.

Det er virkelig en historie om “Upstairs and Downstairs”.

Sådan så Svendborg ud ca. år 1900 og det kunne have været et fotografi af en”rigtig” Peder Most.

 

Peder er allerede jungmand på skonnerten „Karens Minde”, som nogle få dage senere skal sejle ud i den store verden, og dér vil Frits med, hvilket han da også – efter en del overtalelse – får lov til. Skipperen på skonnerten er i øvrigt „ikke af den Slags, som siger nej til noget, der svider i Halsen”.

Hvad der derefter sker, er typisk for tidens søfarts-romaner for drenge, hvor hovedpersonerne ofte kommer ud for både storme, mytteri og kampe mod fjendtligt indstillede indfødte. Rejsen bringer i denne bog drengene sydpå til Cadiz i Spanien og derfra over Atlanten til Sydamerika. Under denne del af turen forliser „Karens Minde”, og de to drenge bliver samlet op af „Don Carlos,” hvis kaptajn er Don Pedro, og hvor også dennes søster Pampina huserer; hun kaster sin kærlighed på Frits, mens Peder hurtigt udnævnes til styrmand. Hvad de to drenge ikke ved fra starten, er, at „Don Carlos” sejler med våben til oprørerne i Venezuela. Modnet af mange genvordigheder, som er pointen i mange af disse romaner, når de to drenge helskindede hjem til Svendborg. Peder går straks i gang med at tage en styrmandseksamen, mens Frits „gaar i Skole igen, det er slut med Friluftslivet”. Men „et Længselsfuldt Suk undslipper dem – Længsel efter nye Eventyr”.

I de næste bøger oplever Peder Most ikke så lidt. Han smugler våben til de oprørske boere i Sydafrika, da hans excentriske principal (ja, sådan hed arbejdsgivere dengang), multi-millionæren Richard More, har set sig sur på englænderne. Han er på jagt efter den uddøde Moa-fugl og da han sendes op i en luftballon, springer linen til ballonen og han forsætter ud over Stillehavet. Heldigvis lander han på en sydhavsø – bliver gift med prinsessen og bliver derfor – KONG PEDER.

I det sidste bind, Peder Most paa Krigsstien, som udkommer 17 år senere, bliver kaptajn Peder Most under første verdenskrig rodet ind i alverdens spionintriger i Mellemøsten, afslører en forræder, redder en uskyldig og vinder generaldatterens hånd.

Både min bror og jeg nød bøgerne om Peder Most, men vi er nok den sidste generation, som har læst dem. I dag virker de også lidt antikveret, med et livssyn som ligger langt fra vores i dag. Det var en tid med både imperialisme og racisme.
Når forfattere som Walter Christmas og andre sender deres hovedpersoner ud i den store verden til bl.a. Sydamerika, Sydhavsøerne og Afrika, kommer de også uundgåeligt til at beskrive det, som vi i dag vil kalde personer af anden etnisk oprindelse end den europæiske. Ikke overraskende er disse beskrivelser fyldt med tidsbundne fordomme; ofte er der tale om udtalt racisme. Om kinesere hedder det således i Peder Most: „De arbejdede støt og stille, Døgn efter Døgn, taalmodige og udholdende, saaledes som Kinesere -Jordens bedste Arbejdere – plejer at gøre.”

Mindre sympati er der i samme bog for Afrikas sorte befolkning: „Peder hadede dovne Mennesker, og han nærede den dybeste Foragt for Negere i Almindelighed.” I en kampscene i Kong Peder hedder det: „Jeg skød mit sidste Skud ind i en Hoben Negerkød, og jeg masede Hovedet med Bøssekolben paa en grim Rad”. Og dette er blot udvalgte citater.

Men for datiden vakte sådanne beskrivelse ikke  den store forargelse – sådan var det jo bare, man vidste ikke bedre. I Salomons Konversationsleksikon fra 1915 kan man om befolkningen i Afrika bl.a. læse følgende:

Mellem- og Sydafrikas Negerbefolkning staar derimod i det hele taget paa det samme barbariske Standpunkt som for Aartusinder siden. Iblandt Negerfolkene har ikke et eneste formaaet at frembringe selvstændig Kultur, og Negrene maa derfor i intellektuel Henseende stilles under Indianere [og man må] saaledes sætte Negrene lavt i aandelig Henseende […] Huden er blød, atlaskagtig, men har modbydelige, ammoniakalske Uddunstninger, der virker i høj Grad frastødende paa Europæere.

I den sidste udgave af Peder Most fra 1950’erne havde man luget ud i den værste racisme, men i dag skal vi vist langt ned i bibliotekernes depoter for at finde en udgave.