Med familien i krig II

Bende Elias Lausten
– en dansksindet tysk soldats skæbne
i 1. Verdenskrig

Forhistorien (kort og noget forenklet)
Efter nederlaget til Tyskland i 1864, blev Danmark for alvor en småstat. 40% af landet blev tysk og grænsen lå nu oppe ved Kongeåen og Danmarks næststørste by, Flensborg, blev dermed tysk. I den forbindelse blev den dansksindede befolkning i det daværende Nordslesvig med et slag blev “tysk”. Det betød bl.a., at unge fra den dansksindede befolkning også blev indkaldt som soldater i den tyske hær. Konsekvensen: muligheden for en dag at sætte livet på spil for et land, man ikke havde meget til overs for, eller ligefrem hadede.
Denne konsekvens opstod i 1914 for Bende Elias Lausten.

Om aftenen den 1. august ringede kirkeklokkerne i hele Tyskland. Det var signalet til, at mobiliseringen var i gang. Samtidig satte myndighederne plakater om mobiliseringen op. Krigen var brudt ud. Nogle steder var man begejstrede. I Flensburg gik grupper af unge gennem gaderne, mens de råbte og sang: Deutschland, Deutschland uber alles.

Hos de dansksindede i Nordslesvig var stemningen anderledes. H.P.Hanssen, de dansksindedes repræsentant i Rigsdagen i Berlin, noterede i sin dagbog: “Aldrig glemmer jeg billedet: Blege, alvorlige mænd, dumpt resignerende, kvinder opløst i gråd, unge par, som uden at ænse omgivelserne holdt hinanden fast omslyngende, hulkende som børn”.

Hos den almene befolkning var stemningen fuld af frygt for fremtiden. I et brev til familien Lausten fra Niels Jensen, Toghale, har han på bagsiden skrevet en sang, som han måske selv har forfattet og som blev sunget ved et sangstævne i Sognekro ved Løgumkloster blot to dage før krigen brød ud.

Velan du stemme i mit bryst
Syng frejdig frisk og fro
Som bølgen ved den danske kyst
Det Land – dig elsker vi.
Nu vil vi ikke tænke smaat
Som vi saa tit har gjort
Nu vil vi værnes fuldt og godt
Og elskes varmt og stort.

Bende Elias Lausten

Bende bliver født d. 15.03 1880 i Toghale, en lille landsby lidt nord for Møgeltønder. Hans forældre, som er meget dansksindede, driver der et lille landbrug. Bende er nummer  to ud af en børneflok på 5, og skal af den grund ikke arve gården, så han kommer i lære som bager. Efter endt uddannelse går han et par år på valsen sydpå, hvad der på det tidspunkt var meget almindeligt.

Gården i Toghale malet efter et fotografi af Dora Bang Jensen.

Bende (øverst til venstre) sammen med sine 4 søskende.

Derefter er han bagersvend i Åbenrå og det er her, han møder sin kommende hustru, Dorothea, kaldet Dora – (født 15.101882 i Hatlund Moor i en tysk familie fra Angel, den lille halvø syd for Flensborg). På det tidspunkt er hun i huset hos en slagter. Da han skal tidligt op for at komme ud og slagte for bønderne i området, må hun også tidligt op. Derfor går hun tidligt om morgenen til bageren efter brød og så er der pludselig amoriner i luften.
Parret bliver gift i 1907 i Løgumkloster kirke og Bendes mor, som er meget dansksindet, vil ikke deltage i vielsen, da den må foregå på tysk, da Dora ikke kan dansk.

Foto af Dora og Bende omkring tiden, hvor de blev gift.

Bende nedsætter sig nu som bager i Markedsgade 33 i Løgumkloster og det er herfra han i 1914 må drage i krig og forlade den gravide Dora og på det tidspunkt tre børn.

I begyndelsen af august får han sin indkaldelse og skal møde i Haurup ved Flensborg for at indtræde som Landwehrman (menig) i 86. reserveregiment – 8. reservedivision – 9. reserve armékorps.
Det er herfra, han sender det første postkort hjem til forældrene i Toghale. (Tryk på brevene for at få en mere læsevenlig udgave)

Mens Bende er ankommet til Flensburg er den tyske hær allerede i Belgien.
Et par dage efter får forældrene endnu et brev fra Bende.

Bende skriver flittigt til forældrene (breve til  Dora er ikke bevaret), for allerede to dage senere skriver han fra Altona ved Hamborg. Nu er han på vej mod krigen – hvorhen ved han ikke, men rygtet går, at de er på vej mod Mainz. Turen ned gennem Tyskland foregår med tog.

Allerede næste dag når Bende lige at få skrevet en kort hilsen fra Crefeld ved Düsseldorf.

Bende kommer nu for første gang i ilden. Han skriver ikke hvor, men jeg tror, at det er et sted i Belgien.

Nu foregår fremrykning ikke længere med tog. Fra den belgiske grænse foregår den til fods. Det vil sige lange dagsmarcher med tung udrustning.

Et kort fra 8. september viser lidt om Bendes tanker – både om krigen og dens farer men også de små problemer derhjemme.

Efter en udmattende march med fuld opbakning fra den belgiske grænse, når Bendes kompagni ind i Frankrig. Det har været en virkelig hård tur, da sommeren i det år er utrolig varm i det meste af Europa. Mange soldater kollapser, adskillige dør på grund af varmen og deres tunge udrustning.

En soldat fortæller: Gangen var helt mekanisk, man gik som et urværk. Af og til kunne øjet endda falde til; man gik bogstaveligt og sov af træthed og udmattelse. Støvlerne brændte på fødderne, som slæbes gennem det hvide støv.

Sidste postkort fra Bende (som vi kender indholdet af) er dateret 15.09.1914 (tirsdag)

Den tyske hærs fremrykning er nu gået i stå ved floden Marne. Den oprindelige Schieffen-plan blev ikke gennemført, så det lykkedes ikke for dele af den tyske hær at gå syd om Paris. Den bliver stoppet ved Marne, hvor der udspilles et af 1. Verdenskrigs vigtigste slag. Franskmændene yder hård modstand og udfaldet står hele tiden på vippen. Det lykkes de franske styrker at stå imod tyskerne bl.a. ved, at de får tropper frem til fronten med hjælp af parisiske taxaer. Den tyske overkommando indser, at de ikke kan vinde slaget og det eneste fornuftige at gøre er at trække sig tilbage.

For at beskytte tilbagetrækningen bliver 86. regiment sat ind for at dække den sydlige flanke. I Carlepont ved floden Aisne opstår hårde kampe, hvor Bende kommer i forreste linie. Den 19. september begynder franskmændene et bombardement af byen og på et tidspunkt søger Bende sammen med fire andre soldater ly i et skyttehul. Da vil skæbnen, at skyttehullet bliver ramt af en granat, der fuldstændig smadrer skyttehullet og dermed også de fire soldater. Ved kampenes afslutning er det fuldstændig umuligt at identificere de enkelte soldater, så hvad der måtte være tilbage af dem, bliver lagt i en fællesgrav i Carlepoint.

Tyske soldater (måske fra Røde Kors) ved en massegrav – kunne have været i Carlepont.

I et brev fra Peter Johnsen Petersen, som er svoger til Bendes bror, fortæller han om hændelsen ved Carlepont.

Erschen, d. 13.10.1914 (tirsdag)

Kære Svoger og Søster (Karsten Lausten og Kjestine i Gærup)

I dag har jeg god tid og vil sende et par Ord til Eder. Jeg har det nu for Øjeblikket ret godt. Vi er nemlig bleven afløst i Fronten Natten mellem Søndag og Mandag og er kommen hertil, hvor vi nu skal have Ro i en otte Dage, hvad vi ogsaa højlig trænger til. Det er nu ogsaa heldig for os at Antwerpen er falden, da der jo derfra vil komme en Mængde Militær. Meningen er vel nok efter hvad der fortælles at vi skal til Ostende elle Calais til Kystbevogtning, dette synes jeg i alt Fald bedre om, saa er vi da kun udsat den enkelte Gang vi bliver angreben fra Søen, og dette forefalder maaske ikke engang. I stedet her i Fronten er vi udsat hver eneste Dag. Vort Regiment har jo ogsaa haft meget store Tab, vi var nemlig fra Begyndelsen 3.000 mand, har faaet 500 M. Forstærkning, og er nu 7-800 Mand altsaa 4/5 er syge, saarede eller døde.

Blandt de sidste er jo desværre Din Broder Bende, men du har vel hørt det, jeg har nemlig skrevet det hjem til Moder. Han faldt den 199. September om Aftenen mellem 6 og 7 ved et Bombardement paa byen Carlepont, han ligger begravet i Slotshaven der i Byen. 2. Comp. stod lige opstillet og skulde ud at besætte Løbegravene, da Granaterne begyndte – vort Comp. var lige rykket ud – en Granat slog ned midt i mellem dem og gjorde en forfærdelig Virkning, en 6-7 døde og mange saarede. Ja, kære Svoger det er sørgeligt at modtage slige Meddelelser om sine Paarørende, men dobbelt sørgeligt er et dog for sin kære Kone og de smaa Børn, ja, de stakler det er haardt, trøst og hjælp dem kære Svoger og Søster så godt I kan. Der er jo mange som maa dele samme Skæbne, det er jo tungt at Menneskeligheden staar endnu saa langt tilbage i 1914, men dette vil dog med Tiden nok ændre sig, det brede Lag i Befolkningen søger jo altid at faa mer og mer Indflydelse i hele Styrelsen Verden over.

Dora, som er langt henne i sin graviditet, får selvfølgelig besked om Bendes død gennem de officielle militære kanaler og hendes verden bryder sammen.
Bendes forældre får besked om deres søns død i et brev fra Dora søster.

Brev fra Sophie fra Hjordkjær (Dora’s søster) til Bendes familie dateret: Løgum, d. 29 september.
Kære Familie!
Jeg er lige kommet til Løgumkloster og skal meddele jer den sørgelige nyhed at Dora har fået meddelelse om, at Bende er blevet truffet af et granatskud og døde kort efter. Postbud Nielsen har skrevet det til hans kone. Han var til stede den 19. sept. Sådan skulle det være.
Han (postbudet) blev hårdt såret og kom på Lazaret i Altona d.20. sept.
Præsten har været her i går eftermiddag og fortalt Dora det. Ingen andre kunne. Han var nødt til at sige, der ikke var stort håb. Kun den kære Gud kan trøste i den svære tid. For Dora er det sørgeligt og hun har svært ved at tro/overvinde det.
Hjerteligste hilsner fra Dora og børn/ Sophie fra Hjordkær
(det sidste brev fra Bende er skrevet 16.9 og var her den 24.9)

Efter de voldsomme kampe ved Aisne går krigen fra at være en bevægelseskrig over til at blive en stillingskrig. De stridende hære graver sig nu ned og krigen fortsætter som en skyttegravkrig til den slutter i 1918.
Efter krigen bliver de faldne ved Carlepont flyttet til en stor krigskirkegård ved Nampcel. (mere herom senere)

Men tragedien slutter ikke her

Seks uger efter Bendes død i Nordfrankrig føder Dora sit 4. barn. Det bliver en dreng, som bliver opkaldt efter sin far; Bende Mathias Lausten. Det viser sig, at drengen er mentalt handicappet og efter nogle år må Dora erkende, at hun ikke længere kan klare opgaven og må sende Bende på behandlingshjemmet Løgumgaard. Senere kommer han til Ribelund, hvor han opholder sig indtil sin død i 1983.
Men endnu en tragedie skulle ramme familien. I 1931 dør den yngste datter, Henni af lungebetændelse – en sygdom man på det tidspunkt ikke kunne stille noget op imod.
Dora prøver efter krigen at føre bagerforretningen videre, men efter nogle år erkende at det bliver for vanskeligt. Det er ikke let for enlig kvinde at klare den store opgave det var at have et bageri – så hun afhænde bageriet. I 1919 flytter hun tilbage til Angel, hvor hun efter en kort periode flytter til Rødekro. Derefter har hun i nogle år pensionat, men i 1944 flytter hun ind hos datteren Grethe og hendes mand i Gram. Dora ville aldrig tale om hendes liv under krigen. Jeg fik, med Grethe som interwier, lavet en optagelse med hende, hvor hun fortæller om hendes liv. Men krigen ville hun ikke sige noget om og vel forståeligt nok. De oplevelser har ganske givet sat sig som et kæmpe traume, som hun aldrig kom over. Dora dør 1985 – 102 år gammel.

De faldne sønderjyske soldater mindes

Der findes vel ikke det sønderjyske sogn, hvor man ikke kan finde en tavle eller mindesten over sognets faldne i 1. Verdenskrig og selvfølgelig blev Bende også mindet.
Hans navn findes på en mindesten på Mindelunden ved Løgumkloster Kirke samt en mindeplade for medlemmer af “Det Frivillige Brandværn” i Løgumkloster (nu på Sønderborg Museum).

Ligeledes findes hans navn på det store nationale mindesmærke for de faldne sønderjyder ved Marselisborg. Anlægget, der blev indviet juli 1934, blev tegnet af arkitekt Axel Ekberg og relieffer lavet af billedhugger Axel Poulsen. Reliefferne symboliserer: Udmarchen – Krigen – Freden og Hjemkomsten.

Hvad med Bendes brødre?

Også Bendes brødre måtte deltage i krigen. Christian blev taget til fange ved den russiske front d. 3. maj 1916 og sendt til Sibirien hvorfra han kom hjem i 1919. Carsten var i 1917 telegrafist på en garnison i Coblenz og nåede på grund af dårligt helbred ikke til fronten. Den yngste bror gik over grænsen til Danmark, men det var der forholdsvis ikke så mange, der gjorde.
Ca. 2.500 af de 35.000 værnepligtigede fra området deserterede. Hovedparten til Danmark. H.P.Hanssen skrev i avisen Hemjdal, hvor han argumenterede for, at de dansksindede skulle gøre deres pligt – og senere kræve deres ret. Han troede på, at når krigen var slut, ville Tyskland acceptere en folkeafstemning om, hvor grænsen mellem Tyskland og Danmark skulle være. En anden grund til at ikke mange af de unge sønderjyder deserterede kunne være, at hvis Tyskland vandt en hurtig sejr, ville det danske mindretal stå overfor endnu værre behandling og chikanering end det nuværende.

Krigskirkegården ved Nampcel

Selvfølgelig var det et stort ønske for Henni på et tidspunkt at se, hvor hendes morfar lå begravet i Frankrig. Det gjorde vi alvor af i 1989, hvor vi lejede et hus ved Abbeville næsten helt ude ved Den Engelske Kanal. Tine kom ikke med, da hun skulle på sprogskole i England, så i stedet tog vi børnenes kusine, Louise, med.
Jeg havde rigtig pædagogisk, syntes jeg selv, lavet nogle små tegninger, som børnene kunne sidde og kigge i på bagsædet og følge med i turen ned gennem Tyskland og Holland. På de to sidste sider prøvede jeg at forklare lidt om selve slaget ved Marne. Jeg er ikke helt sikker på, at det var den helt store succes. Det ville nok gå lidt bedre i dag med en Ipad.

Vi havde sat en hel dag til at besøge både Charlepont og Nampcel. På vej fra Abville ind i landet, kørte vi forbi den ene store krigskirkegård efter den anden fra både 1. – og 2. Verdenskrig. Der var engelske, amerikanske, canasiske, franske kirkegårde og tyske kirkegårde for de faldne efter de mange slag, som netop stod her i de to krige.

Vi nåede Charlepont ved frokosttid og ved kirken var der rejst et monument for de faldne franske soldater, som omkom ved kampene her i september 1914. Men ikke et ord om de faldne tyske soldater. Efter at have købt en blomsterbuket kørte vi mod Nampcel og fandt hurtigt den tyske krigskirkegård.

Louise og Tue ved indgangen til krigskirkegården i Nampcel.

I indhegningen lå 11324 tyske soldater. På hver af de mange kors stod 4 navne på den ene side og fire på den anden. Henni havde hjemmefra fået at vide gennem en kusine, som havde besøgt kirkegården, at Bendes navn ikke stod på et kors, men på en plade på den store fællesgrav. Der var dog opstået den fejl at hans fornavn ikke var rigtigt. På pladen stod nemlig Eduard Lausten, wehrman.

Vi sluttede dagen med at besøge det store mindesmærke i Compiegne samt den berømte togvogn, hvor våbenhvilen blev underskrevet i 1918. Hitler valgte i øvrigt samme togvogn, da fredsbetingelserne efter det franske nederlag i 1940 skulle underskrives. Den togvogn, der i dag står i Compiegne, er dog ikke den originale, men en replica.

Bende Lausten er på ingen måde glemt af familien. I vores entré hænger et lille foto af ham samt et vers, som lyder:

Til
Minde om vor kjære Søn og Broder
Bende Elias Lausten
Født i Toghale den 15. Marts 1880
død i Frankrig den 19. September 1914
hvil i fred

Vor Herre siger jo i Skriften
Frygter ikke for dem som slaar
Legemet ihjæl, thi de kunde ikke i hjæjslå Sjælen

Dybt savnet aldrig glemt
af hans Efterladte