PIGTRÅD OG GAMLE BLADE
Jeg har en mani – indrømmet! – jeg samler på gamle blade fra 60’erne. Der gælder ungdomsblade og ugeblade – danske som engelske. Det er noget underligt noget med sådan en samlemani, for reelt set er det jo lidt åndsvagt. For hvad kan det egentlig bruges til? Selv om jeg mener, at jeg er nogenlunde klarttænkende, så har jeg altså en lille brist, når det handler om gamle blade. Da jeg startede med at samle, var det primært for at finde noget om dansk pigtrådsmusik, artikler, anmeldelser og selvfølgelig billeder, men senere greb det altså lidt om sig. For bladene fortæller jo vores historie, set lidt fra den kulørte side. Og så er det jo altid morsomt at komme i det nostalgiske hjørne og opdage ting og hændelser som for længst var glemt dukker frem af glemslens tåger. På loftet har jeg, til min hustrus hovedrysten, stående adskillige kasser med blade – og jeg kan/vil ikke rigtig slippe af dem. Har du ikke snart blade nok? Spør’ hun tit. Men nej – der kommer stadig nye til.
For nylig fik jeg fat i tre Se & Hør blade fra henholdsvis 1964 og 1965, og skulle da også lige se, om der ikke skulle være nogle små brikker til mit aldrig færdige puslespil om dansk pigtrådsmusik.
Og det var der!
Hvis du vil se, hvad bladene indholdt og læse mine små kommentarer – så fortsæt her.
I dette nummer anmelder Grev Christian af Rosenborg plader fra to af mine absolut favoritgrupper fra dansk pigtrådsmusiks spæde og famlende start. Det drejer sig først om The Weedons udgave af det store Manfred Mann-hit “Do Wah Diddy Diddy”. Den blev efter sigende indspillet i en ny og forbedret teknik. Hvor det forbedrede ligger, ved jeg nu ikke rigtigt, for vokalen lyder noget forvrænget – men det var måske det smarte. Det var nu ellers gruppens debutnummer “Shimmy Shimmy”, der tog mig med storm. Den er simpelthen prototypen på rå enkel pigtrådsmusik, der bare hamrer derud af fra start til slut. Der ikke mange musikalske raffinementer over den. Den var en af de første numre, jeg optog på min dengang nyerhvervede Grundig TK14 båndoptager fra Mylles “Efter Skoletid”. Den blev afspillet igen og igen, så man til sidst vel nærmest kunne se igennem båndet. Jeg må indrømme, at “Shimmy Shimmy” i mine ører stadig har den råhed og vitalitet over sig, som jeg forbinder med pigtrådsmusik.
I mange år spekulerede jeg over, hvorfor gruppen havde valgt at kalde sig The Weedons. Det ved jeg nu. De navngav gruppen efter den engelske guitarist Bert Weedon – en engelsk pendant til vores egen Jørgen Ingmann. Pudsigt nok indspillede begge guitarister “Apache” – og det er tydeligt at høre, hvorfor det var Ingemanns udgave, der fik størst succes – altså efter The Shadows.
Men det var nu ikke The Weedons og deres Shimmy Shimmy, der for alvor fik mine øre til at blafre og fryde sig over lyden af en elektrisk guitar for fuld udblæsning.
Nej, det var Let’s Go med Sir Henry & His Butlers. I dag kan det være svært at forstå, hvordan sådan en simpel melodi udsat for larmende guitarer og trommer kan vække en så frydefuld, boblende glæde, som den altså gjorde dengang. Men jeg kan ikke være den eneste, der fik den følelse, for singlen solgte ca. 50.000 eksemplarer i en tid, hvor man regnede pladeoplag i hundrede.
Hvordan lyder pigtrådsmusik? Den lyder, som når de første akkorder slås an i Let’s Go. Sådan!
Let’s Go blev også indspillet af The Danish Sharks og The Scarlets. De var måske nok lidt mere musikalsk raffinerede, men savnede totalt den nerve og hårde sound, som Sir Henry leverede.
Man kan dog godt forstå, at det i de voksnes ører var det den rene støj, noget der intet havde med musik at gøre – noget de kun kunne ryste på hovedet af. Det var larm – men hvilken larm!
I Se & Hør fra 1. november 1964 var der en anmeldelse af The Hitmakers udgave af Tricky Dicky.
I januar 1965 udkommer popbladet BEAT for første gang (det kan der læses mere om det under “ungdomsblade i 60’erne” på dette site). Det fik lige en kommentar med på vejen i.
I samme nummer omtales kåringen af “Danmarks Rolling Stones” i Tivoli. Resultatet blev, at Joe E. Carter’s Group vandt.
Ved koncerten hvor Det Disharmoniske Symfoniorkester spillede, var også pigegruppen The Liverbirds på plakaten, og som navnet antydede kom fra Liverpool. Det var dog i Hamborg, som The Beatles før dem, at de hev i pigtrådsstrengene. The Liverbirds indspillede ikke mange plader, men en af dem blev dog anmeldt i samme udgave af Se & Hør.
Bladet havde dog allerede i november haft en lille artikel om gruppen.(klik her)
The Liverbirds besøgte Danmark flere gange bl.a. til Bornholm.
Se gruppen live fra det tysk TV-program BEAT CLUB.
I foråret 1965 slog The Defenders for alvor igennem med Mashed Potatoes/Cadillac og naturligt nok måtte Grev Christian anmelde singlen.
Se og Hør var måske det af de danske ugeblade, hvori pigtrådsstoffet var bedst repræsenteret både med anmeldelser, artikler og små notitser. Her er et udvalg – tryk på dem for at få dem i større format.
Efter et engagement i Star Club i Hamborg i efteråret 1963 havde Melvis & His Gentlemen hørt de sidste nye toner fra fx The Beatles og andre af de mange engelske grupper, der på tidspunkt residerede i Sankt Pauli. Med sig hjem tog han “Hippi Hippi Shake” og “Halleluja, I Love Her So”. De blev indspillet, som han hørt dem spillet i Hamborg, men det faldt i hvert fald i Grev Christians smag – det var forfærdeligt!! men heller ikke de unges ører var endnu indstillet til “rigtig” pigtrådsmusik. Det var for tidligt – for det her var noget helt andet end Scarlets “Bondeorglet” og Cliffters “How Wonderful To Know” – så ingen succes for Melvis.
