På fars store skrivebord lå to stenøkser. Den ene var råt tilhugget, den anden slebet helt glat. Far fortalte, at dem havde hans farfar fundet på en af gårdens marker, en dag de gik og pløjede. De marker, som stadig hørte til hans fødegård i Trunderup. Det var underligt at tage dem i hånden og vide, at dem havde en stenaldermand haft i hånden for længe siden – tusindvis af år siden, fortalte far.
Vi boede ikke så langt væk fra Trunderup, så jeg besøgte ofte min farmor og farfar. Når jeg så gik på markerne bag gården, tænkte jeg tit, at her havde der måske ligget en stenalderboplads, hvor stenaldermennesker, kun klædt i skind, havde levet.
Jeg vidste nogenlunde hvordan de så ud, for i skolen havde vi en stor paptavle hængende, hvor der var tegnet en hel stenalderboplads. Der var en kvinde, som lavede mad over et bål og ud fra skoven kom en jæger med et spyd, hvor det var en flintspids for enden. Over skulderen hang et rådyr, som han lige havde skudt. Ude på søen kunne man se to mænd stage sig frem i en båd, som var lavet af en udhulet træstamme. Jo, jeg vidste godt, hvordan man levede i stenalderen, mente jeg. Så måske havde en af jægerne en dag tabt en flintøkse og den lå nu på fars skrivebord.
Far havde sagt, at det kunne være spændende at høre de historier, som flintøksen kunne fortælle, hvis altså den kunne tale. Ja, det kunne virkelig være spændende! Eller høre menneskene tale og vide, hvad de fortalte hinanden. Det pirrede virkelig min barnlige fantasi.
Et år fik jeg en bog til min fødselsdag; ”Af Folkets Danmarkshistorie” af Martin A. Hansen. Den var alt for svær at læse for en syvårig knægt, men billederne fik jeg meget ud af. Da jeg mange år efter, jeg tror, at det var i min seminarietid, fik læst bogen rigtigt, fandt jeg ud af, at Martin A. Hansen på fremragende vis beskrev, hvordan en beretning kunne vandre op igennem tiden – fra stenalderen til i dag. Og det kaldte han: Historie!
Læs Martin A. Hansens tekst her.