Som nævnt i en tidligere blog var jeg efter endt realeksamen begyndt som arbejdsdreng i Mejeriernes Fællesindkøb i Varde. Det betød, at jeg nu tjente mine egne penge, og mente så også, at jeg kunne bruge dem, som jeg havde lyst. Jeg satte hver måned en sum i banken, så der var lidt på bogen, som man dengang sagde, når jeg skulle til at læse til lærer. Ja, dengang læste vi til lærer og var seminarister. Det var først senere at alle, der havde en bog i hånden efter 9. skoleår, blev studerende.
Noget af det første jeg købte, var en pladespiller – selvfølgelig en Beogram 1000. Den var lidt dyrere end de andre mærker, men den så bare rigtig smart ud. Mor syntes nu, det var lidt pjat med en grammofon, for jeg havde jo båndoptageren. Jeg prøvede at forklare hende, at godt nok lå min bror hver eftermiddag og optog, hvad Jørgen Mylius spillede i Efter Skoletid i radioen, men der var nu noget musik, der ville være rart at ha’ på en plade. Og så var det jo også mine egne penge!
Et var at købe en pladespiller, men jeg havde jo ingen plader – og dog. Min bror havde på et tidspunkt deltaget i en konkurrence i Danmarks Radio og vundet LP’en Revolver med The Beatles. Det var fint nok, men vi kunne altså først spille pladen nu. Vi fandt så ud af, at der var numre på pladen, som vi aldrig havde hørt før bl.a. George Harrisons ”Love You To”– så det var nu ikke så dårligt med en pladespiller.
Nu skulle jeg så ud og investere i min første plade. Valget stod mellem en LP med The Shadows eller Ventures. Jeg var vild med instrumentalmusik – lige fra danske Danish Sharks, Rocking Ghosts, svenske Spotnicks og så de to førnævnte. Jeg var nok mest til Ventures på det tidspunkt. Der var noget ved den meget bastante rytme og de ”maskingeværagtige” nedløb på gribebrættet, jeg godt kunne li’. Det kan fx høres i nummeret ”Slaughter on 10th Avenue”. I dag er jeg nu mere til The Shadows med deres mere lette og nok så raffineret musik.
Da jeg stod i Skelmoses Radio, blev valget ikke så svært. De havde ingen plader med The Shadows men en enkelt med Ventures – så ”Ventures a Go Go” blev min første plade. Den blev spillet igen og igen de næste måneder og coveret studeret nøje. Hvad var det for nogle underlige skæve guitarer de spillede på? Dem kendte hverken min bror eller jeg, og vi syntes nu nok, vi vidste meget om guitarer. (Ventures spillede på Mosrite-guitarer)
Så nærmede julen sig og jeg ønskede selvfølgelig plader, og helst én med The Shadows. Da jeg så pakkerne under træet, fandt mine øjne hurtigt på en pakke, som kun kunne være en LP, og mon dog ikke den var til mig? Jeg var noget spændt, da jeg pakkede gaven ud – var det en LP med The Shadows? Jeg blev dog lidt skuffet, da jeg så pladen – var det virkelig en LP med The Shadows? Jeg havde aldrig set det cover før. Mor måtte ha’ lagt mærke til min skuffelse og spurgte, om det ikke var en plade med dem, jeg så godt kunne li’. Joh, den var god nok, mumlede jeg, og takkede (måske ikke helt helhjertet) for gaven. Jeg kunne ikke li’ at skuffe mor. – Ja, manden i butikken sagde, at det var den helt rigtige plade, sagde mor, – men du kan jo altid bytte den. Men det kunne jeg nu ikke drømme om. Ja, der stod godt nok The Shadows på forsiden af pladen, men der var nu noget, der ikke passede.
Da jeg næste formiddag skulle lytte til pladen for første gang, gik det rigtig op for mig, at det her i hvert fald ikke var The Shadows – men hvad var det så? Pladen hed godt nok ”Shadows in Latin”, men det viste sig nu, at den var indspillet af Norrie Paramor og hans orkester. Ja, det var jo noget helt andet instrumentalmusik! Senere fandt jeg ud af, at Norrie Paramor var indspilningsleder for mange af Cliff Richard’s – og The Shadows’ plader, så tingene hang lidt sammen.
Jeg har pladen endnu, men det er meget sjældent, den kommer på pladespilleren.
Pladen kan findes på Spotify, hvis I har lyst til at høre Shadowsnumre i latin-rytmer udsat for stort orkester.
Men så skete der noget. De to næste LP’er jeg købte, var af en helt anden kaliber. Nye strømninger var på vej.
