Når jeg sidder ved mit skrivebord, kan jeg se et lille græskar af plastic hænge ned fra min skrivebordslampe. Går man tæt på græskarret, kan man se et lille hoved stikke frem. Tine (min datter) sendte den hjem til mig, da hun for snart mange år siden, var udvekslingstudent i USA. Hun syntes, det var lidt sjovt, fordi teksten, som hænger over selve græskarret lyder: Peter Peter Pumpkin Eater.

 

Jeg fandt senere ud af, at historien bag det lille græskar, med en dame indeni, var en amerikansk børnesang, som lyder:

“Peter Peter pumpkin eater
Had a wife and could not keep her
He put her in a pumpkin shell
And there he kept her very well”

Hvorfor kommer jeg nu i tanke om det lige nu?  Selvfølgelig, fordi vi ikke kan komme uden om, at det snart er Halloween eller på godt gammelt dansk – Allehelgensaften.

 

Når jeg tænker på Halloween, er det første, der falder mig ind er tegneserien Radiserne af  Charles M. Schultz (se her). En nu næsten glemt tegneserie, som i 60’erne nærmest havde kultstatus og hver dag kunne følges i Politiken. Seriens absolute hovedfigurer er Søren Brun og hunden Nuser, men én af sidefigurerne er i fokus, når tiden nærmer sig Halloween – nemlig Thomas. Han har fået den bizarre ide’, at på Halloweenaften vil ”Den store græskarmand” dukke op og giver børn gaver. Men! Kun hvis man kan fremvise det mest ”oprigtige” græskarbed.

Så hver Halloweenaften, mens de andre børn går udklædte rundt og råber “Trick or Treat” ved folks gadedøre, sidder Thomas og venter helt alene (som regel) i græskarbedet på, at ”Den store græskarmand” skal dukke op. Han håber og til tider tvivler, men har endnu ikke mistet troen, selv om han endnu ikke har set bare en flig af “Den store græskarmand” – men så et år…..

 

Se videoklippet (selv om det er lidt langt, så er det værd at holde ud – det synes jeg i hvert fald).

 

Selv om jeg absolut ikke ser mig selv som en sur gammel mand, synes jeg måske nok, at hele begrebet Halloween er gået lidt over gevind. Jeg forstår godt børns glæde ved at klæde sig uhyggeligt ud og at de handlende gerne vil tjene lidt ekstra, og det sidste bliver absolut udnyttet optimalt. Hos vores købmand kan vi fx købe Halloweenkugler, Halloweenkager og et helt kit med forskellige plasticknive til at skære et græskar ud med og hos bageren det samme. Jeg har været lidt rundt og “knipset”. Se her.

Nå, det var et lille surt opstød (undskyld)! Der er dog nogle, som stadig har lidt fantasi.

 

Men lad os nu endelig glæde os over efterårets fantastiske farver. Det er for mig så absolut den flotteste årstid.

 

Sommeren er for længst forbi – fuglene flyver mod syd – og vinteren står for døren.

Men hvad er bedre efter en tur i efterårsskoven at komme hjem og få boller og kakao, plante sig i lænestolen og læse en god bog (Henni) eller sætte sig foran computeren (mig) og se det ruske godt i træerne udenfor og nyde, at man virkelig kan hygge sig indendøre – nej vel?

 

Som en lille krølle på denne blog, så kom Tine den anden dag med en gave til mig. Hun grinede højlydt, da jeg pakkede den ud. Ja, hvorfor mon?