Radioen havde for år tilbage en udsendelse, der hed “Hvorfor hører man aldrig?”, hvor lytterne kunne skrive ind og få spillet musik, som de efter deres mening sjældent hørte. Det sker, at jeg kunne ønske mig det sammen om fjernsynet. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg godt kan lide de gamle danske film, om ikke for andet så for det tidsbillede de tegner, problemet er bare, at det er de samme film, der kører i ring. “Kampen om Næsbygård”, “Fætrene på Torndal” (den må ligge højt placeret på listen over Danmarks dårligste film!). Vi har mulighed for at se dem igen og igen. Og så i denne Corona-tid lige et par gange til. Selvfølgelig kan jeg jo bare lade være at tænde for fjernsynet eller skifte kanal, hvad jeg også gør, men hvorfor dog ikke vise nogle af de film, som ellers aldrig bliver vist. Det er et økonomisk spørgsmål, vil svaret sikkert lyde – og ja, jeg ved det godt!
En af de film jeg gerne ville gense er “Paw”, som jeg ikke har set siden den kom frem i 1959.

Filmen, der bygger på Tory Gredsted bog fra 1918 af samme navn, blev filmatiseret i 1959 af Astrid Henning-Jensen. Både bog og film handler om tolerance og forholdet mellem natur og kultur, jungle og civilisation.
Handlingen er kort fortalt, at den forældreløse dreng Paw (spillet af den hollandske Jimmy Sterman) kommer med et skib fra Vestindien til en svagelig faster og velpoleret dansk provins-idyl, der dog alt for hurtigt krakelerer ved mødet med det fremmede naturbarn. Hans far var en pæredansk sømand, men hans mors hud var mørk. Filmen ender så absolut ikke lykkeligt. Paw flygter fra Danmark for at vende tilbage junglen. Tory Gredsted skrev en opfølger til Paw – nemlig Paw i Urskoven, men den bog blev af gode grunde aldrig filmatiseret.


Det kan undre, at man i 1959 indspiller en film om racisme – et ord som vel næsten ikke blev brugt dengang, og så ikke viser den i en tid, hvor emnet virkelig er aktuelt.

“Paw”, eller som den kom til at hedde i udlandet, “Boy Of Two Worlds” blev nomineret til flere internationale priser (bl. a. til en Oscar for bedste udenlandske film) – så hvorfor ikke lade os se den igen?

 

Filmen fik en del hype ved fremkomsten i 1959 og blev bl.a. bragt som billedroman i Familie-Journalen.

Læs mere om filmen her