Hvorfor The Defenders blev min absolut favoritgruppe i 60’erne, kan jeg ikke længere huske. Var det deres udseende eller deres musik, der fangede min interesse? Jeg tror, det var musikken. Når jeg i dag hører Cadillac og Mashed Potaoes så kan jeg godt forstå, hvorfor det lige blev Defenders, jeg kastede min interesse på. The Defenders var så afgjort topgruppen i den danske pigtrådsdivision.
I efteråret 1964 fik jeg min første spolebåndoptager – en Grundig TK14, og så kunne min bror og jeg komme i gang med at optage, når Jørgen Mylius sendte Efter skoletid. Hver eftermiddag lå vi ved radioen, som var indbygget i fjernsynet, og var parat med optageknappen. Mylius fortalte ved begyndelsen af hver udsendelse hvilke artister, der ville blive spillet i løbet af udsendelsen, så vi vidste på forhånd, om der ville komme noget, der havde interesse. Min bror skrev oven i købet rækken af kunstnere op i et kladdehæfte, på sit ikke helt udviklede engelsk – han var nu heller ikke så gammel. Når vi hørte at Defenders ville blive spillet håbede vi, at det bare ikkke var en vi havde i forvejen.
Jeg begyndte hurtigt at samle på hendholdvis Beatles- og Defenderssange. Efter hver udsendelse klippede jeg den aktuelle titel ud af optagebåndet og splejsede den ind i et nyt med udelukkende Beatles eller Defenderssange. På den måde fik jeg hen af vejen hele deres produktion på et spolebånd. Det var fordelen ved spolebåndoptageren, man kunne klippe og splejse så meget man havde lyst til.
Et var at høre Defenders i radioen, et andet var at høre dem “live” (ja, det var nok ikke det ord vi brugte dengang). Vi havde i Varde fået en beatklub, som en søndag eftermiddag en gang om måneden afholdt pigtrådsbal i Håndværkerforeningen. Da Defenders så en søndag stod på plakaten måtte jeg af sted. Det hele var noget nyt for mig, jeg havde aldrig været til et sådant arragement før. Efter at have fået det obligatoriske stempel på hånden, kunne jeg gå ind i salen, hvor jeg ellers plejede at gå til dans.
Jeg var absolut ikke til dans, så jeg gik op på balkonen og ventede så bare på at Defenders skulle gå på scenen. De kom – jeg lyttede – de sejrede. Fra første akkord var jeg solgt. Det lydtryk der bølgede ud i salen ramte mig hårdt -jeg var solgt. Jeg kom ikke fra et hjem med klaver, men havde dog spillet basun i Vardegarden i flere år – det var River Kway March, Stars and Stripes For Ever og lign. Men det her var noget helt andet, det ramte lige ind i hjertet og væltede mig omkuld.
Defenders spillede deres hits, vi fik på Cadillac og Mashed Potatoes samt en række kopier af tidens engelske hits – Rudolph klovnede så hele salen skreg af grin. Men pludselig døde musikken. Der var problemer med sanganlægget. Åh nej, hvorfor lige nu tænkte jeg, nu havde jeg lige muligheden for at høre Defenders og så missede det hele. Sanganlægget kom ikke til at fungere, og Defenders var et øjeblik parat til at stopppe dele hele, men efter lidt snakken gik de igen på scenen, og så fik vi de en del af de instrumentalnumre som de spillede i deres første tid i Cap Horn og Kødbyen.
Det var mit første møde med Defenders. Halvandet år senere stod Defenders igen på scenen i Håndværkerforeningen og jeg var der igen på balkonen og ventede spændt på mine favoritter. Da Defenders satte ledningerne i forstærkerne og begyndte at spille, var jeg først lidt skuffet. Det var jo ikke de Defenders jeg kendte, de spillede noget højere end sidste gang og på en måde mere simpelt. Vægten var nu lagt mere på det rytmiske. Jens tunge Les Paul guitar fyldte hele salen med sine soloer, og Rudolph på sin hjemmebyggede bas lagde en solid bund. Væk var Cadillac og Jeg har aldrig fået noget og ind var kommet en form for rythm and blues, som jeg først lige var ved at stifte bekendskab med gennem Cream og Hendrix. Det skulle jeg lige vænne mig til.
På den måde kom jeg til at opleve Defenders og så måtte jeg og min bror selvfølgelig også selv i gang med guitaren.
