The Defenders ser dagens lys i foråret 1962, da Peder Jelsbak sammen med nogle kammerater fra Østerbro/Bispebjerg-kvarteret for sjov danner en såkaldt pigtrådsgruppe. Kammeraterne er Jens Dahl, som spillede rytmeguitar, Ken Gudmann på trommer (som havde en fortid i The Savages – savages ) og Hans Klitgaard på bas. Peder selv tager sig af singleguitaren. Som øvelokale for de lov til at bruge en kælder under Bispebjerg Hospital, hvor Jens far er ansat. Gruppen mangler dog én, der kan tage af det vokale, så den annoncerer efter en sanger i et dagblad. Flere reflekterer bl.a . den senere så kendte folke- og visesanger Erik Grib, men det endelige valg falder på Holbæks ”rockkonge”, Flemming Sørensen. Han havde debuteret i Mørkøv Gøglervogn og havde senere rejst rundt og optrådt i forskellige foreninger i omegnen. Så man kan ikke sige, at hans musikalske baggrund fejler noget. Han kunne synge både Cliff og Elvis meget autentisk.

Et af de første billeder af The Defenders

Musikalsk er The Defenders inspireret af tidens helt store navn, The Shadows, som udsender det ene instrumentale hit efter det andet; men med Flemmings indtræden udvidedes repertoiret til også at omfatte en del Cliff- og Elvissange. Sammen med Flemming debuterer The Defenders i Kap Horn, en danserestaurant i Nyhavn, hvorefter gruppen får en del engagementer i Københavnsområdet.

”Vi var lige så elendige som andre orkestre, der lige er startet. Vi syntes, vi var verdensmestre, men vi var også de eneste, der syntes det.” Ken Gudman.

Næste trin på vejen fremad kommer, da danselærer Børge Kisbye engagerer dem som husorkester i Dansehallen i Kødbyen for sæsonen 1962/63 som efterfølgere for The Cliffters.

Defenders i Dansehallen i Kødbyen

Den 17. maj deltager gruppen i konkurrencen om kåringen af den danske Cliff Richard i Saga Teatret. De vinder ikke, det gør The Black Devils, men de opnår dog en finaleplads. Samme år kan man finde The Defenders på Dyrehavsbakken. De har fået fast engagement sommeren over i pigtrådstemplet ”Place Pigalle”.

I begyndelsen af efteråret får gruppen engagement på restaurant Resi på Nørrebro, men samtidig er samarbejdet med Hans Klitgaard begyndt at knirke. Gruppen beslutter til sidst at skippe ham til fordel for en ung gut, der i længere tid har rendt dem hælene for at få en chance til at spille med. Engang imellem har de givet ham lov – og hans evner på bassen fejler ikke noget. Det er Rudolph Hanius Hansen. Han var vokset op i et fattigt, men meget musikalsk miljø, og allerede som fireårig spillede han violin og læste noder. Rudolph fortæller –

” Min far var pianist og komponist, så musik var det første sprog, jeg lærte. Allerede som ganske lille kunne jeg kende forskel på Mozart og Haydn”.

Som 12-årig starter Rudolph sit første band sammen med sin storebror Per-Oluf i Politiets Ungdomsklub i Baldersgade på Nørrebro. De kalder sig The Hankers efter leadguitaristen Hank Marvin fra The Shadows. Per Oluf også kaldet Flop kommer senere med i Les Rivals og sørme også sammen med Rudolph i den sidste udgave af Defenders. I 1962 sker der ved en tilfældighed noger. Rudolph fortæller –

“Jeg kørte tit cykelløb om aftenen og kørte ofte forbi værtshuset Resi i Hillerødgade på Nørrebro, hvor Defenders nærmest var et husorkester. En dag stoppede jeg op og spurgte, om jeg måtte spille et par numre med dem. Nogle dage efter kom de op at skændes indbyrdes, og så blev jeg tilbudt at være med. Hvilket held”.

Med den besætning indspiller gruppen senere i 1963 en prøveindspilning for Sonet. (se diskografi). Desværre for gruppen bliver pladen aldrig udsendt, men en demo-plade bliver trykt. Peder Jelsbak gemmer pladen og den dukker først op fra gemmerne i 1990 og bliver efterfølgende udsendt på en compilation-LP.

KEN GÅR TIL THE DANISH SHARKS

The Danish Sharks på scenen i Moulin Rouge under indspilningen af filmen “Villa Vennely” . Det er Ken bag trommerne i baggrunden.

I slutningen af 1963 begynder det at smuldre lidt for gruppen. De har ikke fået nogen pladekontrakt med Sonet eller andre pladeselskaber, så fremtiden ser ikke al for lys ud. Gruppen står simpelthen i stampe. I december vil Peder Jelsbak ikke mere – han forlader gruppen for at starte sit eget orkester ”The Contenders” sammen med en meget ung Tommy Seebach. Der er også problemer med trommerne. Ken har siden sommeren jævnligt spillet sammen med ”The Danish Sharks” en anden dansk pigtrådsgruppe, der på dette havde større succes end Defenders. Han får nu tilbuddet om at spille med permanent, og da det ikke ser alt for godt ud for The Defenders, slår han til. Tilbage står Flemming, Jens og Rudolph. [Ken med The Danish Sharks]. Optræden i Moulin Rouge, Let’s jump the Broomstick ; Close In Your Arms ; Friendly

STADIG PROBLEMER MED TROMMERNE
Skal de stoppe nu eller prøve at arbejde videre mod en forhåbentlig succes? De vælger det sidste, men for at det skal lade sig gøre, er en kraftig reorganisering nødvendig. Det sker ved, at Flemming foruden det vokale, nu også skal spille rytmeguitar, samt at Jens overtager rollen som singleguitarist (ja, sådan hed det dengang!). Som ny trommeslager får de den tidligere ”Hitmakers”, Benny Qvotrup. Med denne besætning indspiller de gruppens første egentlige singleplade. Læs mere under diskografi.

Fra venstre: Flemming Sørensen, Rudolph H. Hansen, Jens Dahl og Benny Qvotrup.

Problemet omkring en egnet trommeslager er ikke blevet løst ved at Benny Qvotrup er kommet med i gruppen. Efter en kort tid forlader han The Defenders, og den nye mand bag trommerne bliver Preben Devantier, en trommeslager, der kommer til at spille i et utal af toporkestre i midten og slutningen af 60’erne. Læs mere Næste pladeudspil bliver en singleplade sammen med The Hitmakers. Læs mere under diskografi.

“KARTOFFELMOSER”
På dette tidpunkt begynder interessen for Defenders at stige så meget, at de vælger at blive professionelle musikere. Rudolph siger: – Vi havde ingen manager dengang. Folk ringede bare til mig og aftalte kontrakterne. Så kom en dag Niels Wenkens og spurgte, om vi ville med på en koncert – og bagefter skrev vi kontrakt med hans bureau S.B.A. Ved en koncert den 27. september uder den “britiske uge” får show-nummeret “Mashed Potatoes” premiere og Defenders får salen til at opløses i latterkramper. Rudolph fortæller senere – “.. det var der, vi introducerede “lagkagekomedien” i den den ellers dødsenalvorlige pop – ved at tage et par folkedansetrin og synge “Kom maj du søde milde”.Måske havde de hørt Jimmy Justice og The Excheckers, som nyligt havde været på besøg i København, og havde et lignende nummer på programmet. Det her er det store vendepunkt. Gruppen opdager at de foruden at være velspillende også kan underholde og ha’ publikum i deres hule hånd. Jørgen Leth skriver i Politiken i en anmeldelse af koncerten i Falkoner Centret den 27. september, hvor den engelske gruppe Swinging Blue Jeans er hovednavnet. … F. eks var noget af det, den danske gruppe Defenders lavede i aftes faktisk ren dadaisme. Efter nogle middelmådige parodier på andre grupper; bl.a. The Beatles (red: ikke i pladeversionen) og The Rolling stones, ville de parodiere sig selv. Det gjorde de med en forbløffende og udfordrende grimasse. I øvrigt stillede Forsvarerne op i lyseblåt med sort fløjl med lynlås i siden. De optrådte med en primitiv men temmelig liderlig koreografi” politiken 28 sept 64 ;

SÅ ER KEN MED IGEN
Om det var den pludselige succes for Defenders, der får Ken Gudman på andre tanker er ikke godt at vide, men sidst på året er Preben Devantier på vej ud og i november er Ken atter at finde i Defenders. Popbladet Hit’s decembernummer fejrer Ken’s genoptagelses i Defenders på en go-cartbane) Se her.

The Defenders lader nu håret gro, måske som en mulig genvej til succes og drager i slutningen af 1964 til Finland på turné. De finske piger er vilde med gruppen, men som Ken senere udtalte, var det måske nok, fordi de ikke var for godt vante.

Den 10. december står Defenders på scenen i Falkoner Centret, som opvarmning for Searchers og Millie (hende med “My Boy Lollipop”) se mere her.

Året er ved at rinde ud – publikums begejstring for gruppen er mærkbart voksende – en pladekontrakt med Sonet er i hus. Hvad mon 1965 vil bringe?